Skip to main content

3. kvartal 2022: Den digitale platform minetilbud omsætter for 22% mere
Tilbud er i høj kurs hos danskerne, og det forstærkes i disse tider med høj inflation. Den digitale platform minetilbud benyttes allerede af over 1,3 mio. danskere, og under Black Week sker der næsten en fordobling af brugere.

Tilbudsavisen er fortsat detailhandlens stærkeste markedsføringskanal, når det gælder om at tiltrække kunder og sælge varer, og mange forbrugere efterspørger da også reklametryksager og tilrettelægger deres forbrug herefter. Det foregår i dag ved, at forbrugerne læser fysiske tryksager derhjemme eller går ombord i fx det omfattende online univers minetilbud. I kombinationen af den fysiske tryksag og digital udbredelse ligger en nøgle til både at få forbrugeren ind i butikkerne og skabe en større omsætning generelt.

En særlig rolle for hovedparten af de danske husstande
FK Distribution omdeler tilbudsaviser til ca. 1,9 mio. husstande, hvoraf mere end 500.000 husstande selv har skræddersyet deres reklamesæt og derfor alene får de tilbudsaviser, som de har valgt. I dagligvarehandlen, hvor tilbudsavisen spiller en særlig stor rolle for både forbrugere og annoncører, har flere dagligvarekæder omkring 1,5 mio. læsere af deres tilbudsavis hver uge.

På minetilbud, som drives af FK Distribution, følger cirka 1,3 mio. danskere med i tilbudsaviser og kataloger. Det svarer til 36% af alle danskere over 18 år, som lader sig inspirere og søger tilbud blandt andet hos danske dagligvarekæder, boligbutikker, byggemarkeder og webshops. Appen er blandt danskernes foretrukne og er indtil nu downloadet cirka 2,1 millioner gange.

Markedssituation styrker minetilbuds position
I 3. kvartal leverede den digitale platform 22% vækst i omsætningen, mens væksten i årets første ni måneder er 18%. Stigningen skyldes et voksende antal tilbudsaviser og produktvisninger fra både nye og eksisterende kunder. Platformen forventes også at levere tocifret vækst i 4. kvartal, drevet af innovation og nye produkttilbud.

”Vi ser, at interessen for minetilbud er stigende blandt både forbrugere og kunder, der oplever stigende inflation, høje energiudgifter, fødevareprisernes himmelflugt med mere. Et stort antal nye brugere benytter vores platform til at finde gode tilbud,” siger adm. direktør Lasse Ingemann Brodt, FK Distribution.

Tallene taler deres tydelige sprog: Download af appen er oppe med 20% i forhold til samme periode sidste år. Antallet af læsninger er steget med 36%, mens tilbudssøgningen er vokset 54%. Alt i alt, er besøgene samlet set steget med ca. 40% sammenlignet med sidste år.

Når vi går ind i Black Week og runder Black Friday her den 25. november, forventes antallet af brugere på tilbudsplatformen at nå 2 millioner.

Close Menu