Digitale produkter og målrettede kampagner giver 32% vækst i omsætningen hos Ofir

Udgivet fredag den 26. august, 2022

Der er damp under kedlerne på arbejdsmarkedet i disse tider med historisk mange beskæftiget og hård konkurrence om kandidaterne til både private og offentlige stillinger. Det giver også travlhed hos Ofir, som er en af Danmarks største jobportaler med ca. 400.000 besøgende hver måned. Omsætningen i årets første seks måneder udgør 22,1 mio. kroner og ligger dermed 32% over samme periode sidste år, som i øvrigt voksede med 84% i forhold til 1. halvår i 2020.

”Det går godt for Ofir. Grundlæggende drives væksten af kundernes oplevelse af at ramme rigtigt med Ofirs produkter og kampagner. Rigtigt i forhold til at nå flere kvalificerede kandidater, at komme målrettet ud de rigtige steder og løse en rekruttering med et marketingmix på flere kanaler, her ikke mindst sociale medier. Og så har vi haft markedet med os på det seneste,” siger adm. direktør Karsten Vikke, Ofir.

Adm. direktør Karsten Vikke, Ofir.

 

Flere og bedre kandidater til lav pris
”Vores kampagner og produkter rammer lige i sweetspot, hvor vi når ud til en bredere gruppe af både aktivt og passivt jobsøgende. Vi møder kandidaterne der, hvor de er på sociale medier, kombineret med traditionel effektfuld jobannoncering på portaler. Samtidig tapper vi direkte ind i vores kunders digitale parathed og ønske om at kommunikere om deres ledige jobs på en bedre og mere priseffektiv måde end ved generel annoncering. Det er spændende tider,” siger Karsten Vikke.

Kombinationen af at ramme aktivt og passivt jobsøgende er meget stærk. Langt de fleste på arbejdsmarkedet har profiler på sociale medier uanset alder, uddannelse og social baggrund, og Ofir har knækket nødden med at nå de relevante til en given stilling i ét samlet annonceprodukt, så Ofirs kunder i HR-afdelingerne ikke skal bekymre sig om at lave aftaler med flere leverandører. Det er effektivt, nemt og fair prissat.

”Vi vil skaffe kunderne de bedst kvalificerede medarbejdere til deres ledige jobs. Vi har en unik datamodel, der gør, at vi rammer målgruppen meget præcist i de kampagner, vi kører, og vores specialister sørger for at udarbejde gode effektfulde annoncer hver gang,” siger Karsten Vikke.

Relevant også i nedgangstider
Ofir oplever for tiden pæn vækst på det private jobmarked, samtidig med at de har en stærk position på det offentlige jobmarked, hvor de samarbejder med 2/3 af alle landets kommuner om rekruttering.

Recruitment marketing kombineret med en populær jobportal er lige relevant i op- og nedgangstider. Sociale medier er kommet for at blive, ligesom det at få en fair prissat og målrettet kampagne, der udvider feltet af kvalificerede kandidater, nok heller ikke går af mode lige med samme, mener Karsten Vikke, som i øvrigt tænker en del over Ofirs fortsatte vækstrejse.

”Vi er gået fra at være en mindre virksomhed til at være en scale up med de naturlige udfordringer, vi har skullet løse for at håndtere væksten. Svaret på udfordringerne er næsten altid at automatisere og digitalisere, så alt kan køre uden at hæmme fremtidig vækst,” siger han.

Ofir er langt med at forny deres digitale infrastruktur og udvikle en helt ny dataplatform inkl. et datawarehouse, som er lanceret. Trods den flerårige vækstrejse ser Karsten Vikke stadig et stort potentiale for Ofirs produkter.

”Her er vi oppe imod vanetænkning og konservatisme hos mange arbejdsgivere, som bruger samme processer, medier, ja sågar samme formuleringer med ganske små variationer fra job til job. Igen og igen,” siger Karsten Vikke, og fortsætter: ”Vi skal i Ofir være endnu bedre til at nå ud til HR i både private og offentlige virksomheder, med alt vi kan gøre for dem. Derfor arbejder vi vedholdende med content marketing – gode råd til rekruttering, vi kommer med et nyt podcast univers, vi udgiver artikler og afholder online-seminarer.”