Skip to main content

Omsætningen i BoligPortal er påvirket positivt af stigende efterspørgsel fra lejere og nye digitale produkter som adgang til markedsdata.

BoligPortal er landets største formidler af lejeboliger via platformen Boligportal.dk.

Portalen udgør et univers for lejere samt professionelle og private udlejere, og håndterer et lejeforløb fra start til slut, inklusive administration og tilbud af serviceydelser fra en række partnere.

BoligPortal.dk genererer også detaljerede data om lejeboligmarkedet, som efterspørges af bl.a. banker og ejendomsinvestorer og -udviklere. BoligPortal driver tillige platformen Bostadsportal.se i Sweden.

BoligPortal omsatte for 27,5 mio. kr. i andet kvartal 2024, hvilket matcher samme høje niveau som i andet og tredje kvartal sidste år. I 2024 opvejer stigende indtægter fra lejere og nye digitale produkter faldet i annoncesalg til udlejere, som var ventet efter et rekordhøjt niveau sidste år, hvor BoligPortals samlede omsætning for første gang rundede 100 mio. kr.

Adgang til branchens største dataplatform

Med mere end 4 millioner årlige besøgende på hjemmesiden har BoligPortal i den grad fingeren på pulsen og kan tilbyde adgang til lejeboligbranchens største dataplatform. Unikke data åbner for den nyeste viden om markedet for lejeboliger, og den viden efterspørges af finansielle institutioner, ejendomsudviklere, investorer og erhvervsmæglere.

”Vi leverer grundlæggende transparens og værdi på tværs af de vigtigste aktører i ejendomsbranchen. Vi mærker en meget stor efterspørgsel fra professionelle brugere som de store finanshuse, men også flere erhvervsmæglerne, hvor vi har indgået nye aftaler i år, siger CEO Anders Hyldborg, BoligPortal.

Viden og data kvalificerer værdiansættelse

Aktuel viden om lejeniveauer og efterspørgsel har altid været i høj kurs, men også altid været svært at få adgang til, fordi oplysninger om lejeniveauer, modsat handler, ikke er offentligt tilgængelige. Den viden er meget vigtig for banker, kreditforeninger mv. i finanssektoren. Det gælder også erhvervsmæglerne, som har brug for relevante benchmark og referencer, der underbygger værdiansættelsen af konkrete ejendomme og projekter, ligesom de kan udforske flyttemønstre, udbud og efterspørgsel for at have overblik over, hvilke områder der er attraktive at investere i. Og bliver attraktive fremover.

Det digitale produkt Data Insights bygger på over 20 års data fra BoligPortal.dk, og med 120.000 årlige udlejninger rummer disse data så mange referencepunkter, at man med en strømlinet proces kan trække aktuelle referencer på tværs af hele Danmark. For kunderne er skala helt afgørende i kombination med online adgang til ajourførte data, analyser og rådgivning, som baserer sig på mere end 25.000 udfyldte lejekontrakter, 165.000 aktive boligsøgende og 800.000 unikke lejemål om året.

BoligPortal forventer en fortsat vækst i omsætningen for hele 2024 på cirka 6%, som i høj grad vil være drevet af de nye produkter og services, herunder også Data Insights.

Close Menu