FK Distribution har udviklet en pakke- og produktionsteknologi, som det tyske postvæsen skal bruge i kampen for en mere miljøvenlig fremtid. Artiklen er udgivet i FINANS og den kan downloads her. 

Den tyske postgigant, Deutsche Post, har en ambition om at gøre omdelingen af tryksager mere miljøvenlig. I den forbindelse har postvirksomheden netop indgået en tre-årig aftale med den danske distributionsvirksomhed FK Distribution, som har udviklet en grønnere emballage til tryksager. Fra den 1. juli 2021 skal FK Distribution pakke tryksager til over en halv million tyske husstande i Slesvig-Holsten. Aftalen er netop faldet på plads, efter at FK Distribution har kørt en succesfuld testperiode for Deutsche Post i Flensborg, som inkluderede 143.000 husstande.

»Deutsche Post har længe ønsket at udskifte plastikfolien med en mere bæredygtig indpakning. FK Distribution udviklede derfor en papirbanderole til det tyske marked. Vi råder over nogle af Europas mest avancerede pakkelinjer til lastmile distribution. Derfor har vi teknologien, kompetencerne og kapaciteten til at pakke tryksagerne i Danmark og køre dem til Nordtyskland, hvor Deutsche Post selv står for omdelingen,« siger Lasse Ingemann Brodt, som er adm. direktør i FK Distributon.Flensborg og Slesvig-Holsten udgør kun en mindre del af Tyskland, men er et stort skridt på vejen mod en grønnere omstilling, fortæller Lasse Ingemann Brodt. »Den nye form for emballage har vakt stor tilfredshed hos forbrugerne i Nordtyskland, men også hos Deutsche Post, som har valgt, at de på sigt vil indføre det som standard på deres tryksager i resten af Tyskland,« siger Lasse Ingemann Brodt. Hvornår og hvordan, det sker, er uklart. På nuværende tidspunkt kan den danske virksomheds faciliteter pakke tryksager til op mod 2 mio. husstande. Geografisk rækker det til og med Hamborg i Tyskland.

Det er ikke kun den danske samarbejdspartner, der er begejstret. Deutsche Post ser også frem til samarbejdet. »FK Distribution besidder en unik teknologi og er rigtig langt fremme, hvad angår udviklingen af miljøvenlig pakketeknologi. Vi er glade for at have fundet en stærk partner, som gør os i stand til at fjerne den folie, vi normalt pakker vores tryksager i. Vi har stor tiltro til, at de kan hjælpe os med at løfte et samfundsmæssigt ansvar i forhold til bæredygtighed, miljø og klima,« siger Torsten Grüske, som Vice President hos Deutsche Post.

FK Distribution står blandt andet bag NejTak+-ordningen, hvor danskerne kan til- og fravælge reklamer, så de passer til den enkelte husstands behov. »Lige nu er vi i gang med at hjælpe Deutsche Post med at fjerne plastikemballagen fra deres tryksager. Det er dér, vi er nu, men vi afsøger også mulighederne for, om vi kan eksportere andre grønne løsninger som f.eks. Nej-tak+ produktet, som er en stærk grøn løsning for tryksagsdistribution,« siger Lasse Ingemann Brodt. Den danske distributionsvirksomhed samarbejder på nuværende tidspunkt ikke med andre udenlandske partnere, men er ikke afvisende overfor, at det kommer til at ske på sigt.