FK Distribution har haft et travlt og godt andet kvartal i 2024. Omsætningen steg mere end forventet, og samtidig var der fuldt fokus på samarbejdet med Svensk Direktreklam (SDR), herunder identifikation af synergieffekter, udviklingsmuligheder og udveksling af best practice. Et vigtigt skridt fremad blev taget i juni 2024, hvor FK fik en succesfuld start på maskinel pakning af tryksager for SDR på pakkecentralen i Taastrup.
FK Distribution omsatte for 204,4 mio. kroner i andet kvartal 2024, hvilket er 4% højere end i samme periode sidste år og også over første kvartal i år. Fremgangen er højere end forventet og fortsat drevet af, at flere kunder øgede deres brug af tryksager kombineret med et mindre fald i omsætningen fra omdeling af lokalaviser end ventet.
”Resultaterne er tilfredsstillende. Den forbedrede toplinje spillede positivt ind på driftsresultaterne, og det mere end opvejede stigende faste omkostninger til bl.a. øgede lønomkostninger til omdelere grundet den fortsat høje efterspørgsel på arbejdskraft i Danmark,” siger adm. direktør Andreas Hald, FK Distribution.
Maskinel pakning udbredes til Sverige
I juni 2024 begyndte FK Distribution at maskinpakke tryksager for SDR på pakkecentralen i Taastrup for at udnytte potentialet i at udbrede FK’s teknologier i Sverige.
”Det gik helt efter planen. På ganske få måneder fik vi indarbejdet de nødvendige data fra SDR i vores systemer, så vi i slutningen af juni for første gang kunne pakke tryksager til cirka 60.000 svenske husstande. Vi ser frem til at kunne pakke maskinelt til hele Sverige ved udgangen af 2. kvartal 2025,” siger Andreas Hald.
Implementeringen af maskinel pakning til det svenske marked betyder, at det bliver muligt at effektivisere og optimere arbejdsprocesser og løbende tilpasse produktionskapaciteten til udviklingen i volumen i SDR.
For året forventes omsætningen i FK Distribution uændret på niveau med omsætningen i 2023, og tryksagsvolumen forventes også nu at blive stort set uændret i forhold til 2023. Tidligere var et fald på 4% i volumen forventet.