Jysk Fynske Medier overtager Helsingør Dagblad, Lokalavisen Nordsjælland og otte ugeaviser i hovedstadsområdet fra North Media

Udgivet mandag den 20. april, 2020

Helsingør Dagblad er udkommet siden 21. oktober 1867, og det bliver den nordsjællandske lokalavis ved med.

Ejeren, North Media A/S var indstillet på at lukke Helsingør Dagblad, hvis ikke der kunne findes en ny ejer til dagbladet. Men redningsaktionen er lykkedes og nu bliver den lige som Lokalavisen Nordsjælland og otte ugeaviser, der udkommer i København en del af Jysk Fynske Medier, som i forvejen driver 13 dagblade og 53 ugeaviser i Jylland og på Fyn.

”Vi er meget glade for, at Helsingør ikke mister sit lokale dagblad og sin ugeavis. Det betyder meget for byen og det nordsjællandske område. Det er med stor tillid til en god fremtid for dagbladet, at vi giver det videre til Jysk Fynske Medier, som har stor ekspertise i at drive lokale medier”, siger bestyrelsesformand i North Media, Mads Dahl Andersen, der tilføjer at frasalget af den samlede avisforretning markerer en afslutning på en epoke i North Medias historie og er en illustration af yderligere fokusering af koncernens strategi.

Han tilføjer, at drift af både dagblade og ugeaviser er udfordret mere end nogensinde, og at Jysk Fynske Medier er bedste bud på en ejer, der kan sikre, at både dagblad og ugeaviser bliver ved med at udkomme. Jesper Rosener, som er administrerende direktør i Jysk Fynske Medier, glæder sig til at drive Helsingør Dagblad videre.

”Helsingør er en aktiv og driftig by med engagerede indbyggere, og vi ser frem til at udgive dagbladet og ugeavisen i området. Vores virksomhed eksisterer for at
understøtte demokrati og sammenhængskraft i de lokale områder, og vi føler os forpligtet til at forsøge at løfte denne opgave i Helsingør. Vi tror og håber, at vi kan kombinere de traditioner og den hengivenhed over for lokalområdet, som vi overtager, med de styrker og kompetencer, vi som en stor koncern råder over, så borgerne i Helsingør får endnu bedre produkter”, siger Jesper Rosener.

Jysk Fynske Medier overtager også otte ugeaviser i det storkøbenhavnske område, nemlig VanløseBladet, FrederiksbergBladet, Nørrebro/NordvestBladet, Østerbro Avis, ValbyBladet/Kgs.EnghaveBladet, VesterbroBladet, AmagerBladet og CityAvisen. Dertil kommer månedsmagasinet Erhverv København og bl.a. hjemmesiden kbhLIV.dk.

Jesper Rosener oplyser, at Jysk Fynske Medier med det samme vil tage kontakt til annoncører, læsere, abonnenter og interessenter i dagbladets og ugeavisernes udgivelsesområder for at sikre, at der kan findes opbakning til at fortsætte driften. ”Vi oplever stor lokal støtte og opbakning til vores mange medier i Jylland og på Fyn. Det er vi er taknemmelige for, og det er også en forudsætning for at kunne drive lokale medier. Derfor håber vi på at opleve det samme i Helsingør og København”, siger Jesper Rosener.

Yderligere oplysninger:
Kåre Wigh, Ordførende koncerndirektør & CFO, telefon 25 65 21 45