Solceller kan dække 40 pct. af strømforbruget

Udgivet torsdag den 02. juni, 2022

Det er de store skridt, det handler om, når man sigter efter klimaneutralitet. Og FK Distributions nye solcelleanlæg kan sammen med en moderne batteriløsning levere grøn strøm, der dækker op til 40 pct. af virksomhedens strømforbrug. Det er et stort skridt på vejen mod klimaneutralitet for virksomheden.

Derfor har adm. direktør Lasse Ingemann Brodt, FK Distribution, da også al mulig grund til at smile bredt, da han byder velkommen til indvielsen af det nye anlæg, som fylder 5.400 m2, men det syner nu ikke af helt så meget, fordi knap halvdelen er opstillet på taget af FK Distributions ejendom i Høje-Taastrup.

”Det forpligter at være Danmarks største distributør af tryksager, og derfor kigger vi hele tiden på, hvordan vi kan gøre mere for at være en ansvarlig forretning, der belaster vores omgivelser så lidt som muligt,” siger han.

Lasse Ingemann Brodt byder velkommen til indvielsen af det nye Solcelleanlæg

”Vi kigger hele tiden på, hvordan vi kan gøre mere for at være en ansvarlig forretning”, sagde adm. direktør Lasse Ingemann Brodt.

Fra Høje-Taastrup Kommune kalder chefkonsulent Marie-Louise Lemgart projektet for en inspiration til efterfølgelse for erhvervsvirksomheder, der deltager i den grønne omstilling. Mens projektleder Steen Olesen, COWI A/S, minder om, at enhver grøn kWh er et skridt væk fra Danmarks afhængighed af gas.

”Vi har søgt at få de bedste solpaneler og den bedste teknologi, der kan opdrives i Europa. Det er vigtigt for os, at vi skaber værdi hele vejen rundt og ikke bare med investeringen her på ejendommen,” siger CFO Kåre Wigh, North Media, mens han noterer sig energiprisernes himmelfart, som afkorter tilbagebetalingstiden på investeringen markant.

Chefkonsulent Marie-Louise Lemgart, Høje-Taastrup Kommune, projektleder Steen Olesen, COWI A/S og North Medias CFO Kåre Wigh foran det nye solcelleanlæg.

Chefkonsulent Marie-Louise Lemgart, Høje-Taastrup Kommune og projektleder Steen Olesen, COWI A/S, flankerer North Medias CFO Kåre Wigh foran det nye solcelleanlæg.

Anlægget bliver komplet, når der leveres en moderne batteriløsning på størrelse med en container til august. FK Distribution har allerede besluttet at etablere et solcelleanlæg af samme størrelse på ejendommen i Tilst.

Lasse Ingemann Brodt foran det nye Solcelleanlæg hos FK Distribution i Høje-Taastrup

Adm. direktør Lasse Ingemann Brodt bød velkommen til indvielse af det nye Solcelleanlæg hos FK Distribution i Høje-Taastrup.