Stigende renter og frygt for fremtiden får flere til at se sig om efter en lejebolig. En lejeboligportal fortæller, at coronakrisen både har ført til øget aktivitet – både fra lejere og udlejere.
Spredningen af coronavirus og nedlukningen af store dele af det danske samfund har fået mange til at tænke sig om en ekstra gang, før de kaster sig ud på ejerboligmarkedet. Og det kan man mærke på markedet for lejeboliger. Ifølge Boligportal.dk har krisen ført til, at der både er kommet flere lejeboliger på markedet og øget interesse fra de potentielle lejere.
I perioden 23. marts til 29. marts er antallet af annoncer steget 40 pct. i forhold til samme periode året før. Trafikken er steget med 11 pct. “Fra den 11. marts til omkring den 15. eller 16. var der en periode, hvor folk brugte tid på at vænne sig til den nye situation og få deres familieliv og arbejdsliv til at fungere. Men efterfølgende har vi set et helt andet billede, hvor efterspørgslen er begyndt at rette sig op, så den var på niveau med sidste år, og nu er den faktisk i markant vækst,” siger Anders Hyldborg, administrerende direktør for Boligportal.dk.
Tocifret vækst
“Udbuddet har været fint fra både de professionelle og de private udlejere. Vi ser tocifret vækst i udbuddet på vores portal ift. sidste år i samme periode.” Væksten i udbuddet forklarer han med, at det i øjeblikket er meget svært at leje ud i kortere tid på portaler som Airbnb, og at udlejere derfor går over til langtidsleje i stedet.
Digitale fremvisninger
Efterspørgslen på private lejeboliger var stor i forvejen, men den har fået et ekstra skub opad, som den ofte gør i krisetider. “I krisetider bliver lejeboligformen mere attraktiv, end den har været før. Du er jo ikke ude at lave den samme investering, som du skal, når du køber en ejer- eller andelsbolig,” siger Anders Hyldborg.
Siden spredningen af coronavirus vendte op og ned på samfundet, har Boligportal.dk indført digitale fremvisninger, så man kan se boliger uden at mødes fysisk. Efterspørgslen på de digitale fremvisninger har været stor, fortæller Anders Hyldborg. Hos EjendomDanmark, som repræsenterer ejere, udlejere og administratorer i Danmark, er man helt enig i, at krisen har skabt øget interesse for lejeboliger.
“Det er usikre tider. Det er aldrig godt for et marked. Men folk skal have et sted at bo. Folk vil nok blive mere forsigtige med at købe, men så er privat udlejning en mulighed. I krisetider vil der være større søgning mod privat udlejning,” siger Jannick Nytoft, administrerende direktørfor EjendomDanmark. Han forventer, at ejerboligpriserne vil bremse op i de kommende måneder, og folk vil søge mod udlejning.
Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit, er enig i, at udbuddet og efterspørgslen på lejeboligmarkedet stiger i øjeblikket.
“De lukkede grænser er et hårdt slag for turismen. Herunder de danskere, der korttidsudlejer deres bolig eller dele af deres bolig til turister for eksempel gennem Airbnb. De har mistet en stor del af deres indtjening i marts, og april ser heller ikke for god ud. Derfor er det naturligt,at de leder efter andre indtægtskilder,” siger hun.
Hun glæder sig over udsigten til, at der kommer flere boliger til leje. “Mange unge mennesker vælger i dag enten at købe en lejlighed selv eller gennem deres forældre, for at skaffe tag over hovedet. Ikke fordi ejerboligen nødvendigvis er det foretrukne valg, men fordi det er svært at skaffe et værelse eller en lejebolig til en rimelig husleje. Det kan den nuværende situation være med til at bløde lidt op på,” siger hun.
Artiklen er udgivet af Børsen og den kan downloads her.