Skip to main content

Hjemmesiden for lejeboliger, Boligportal, vil give kunder mulighed for at bruge firmaets værktøj til digitale flyttesyn gratis. Det skal styrke Boligportals position i markedet, skaffe flere kunder samt sikre stærkere data.

I bestræbelserne på at sende endnu flere lejere og udlejere gennem deres hjemmeside, lancerer Danmarks største lejeboligportal en ny digital service, der gratis kan klare flyttesynet ved ind- og udflytning af lejemål. Det er selskabet Boligportal, der endnu engang kigger mod gratis funktioner for at tiltrække flere kunder til at finde lejeboligmatch gennem deres kanaler.

I juni åbnede boligportal op for en anden digital funktion, der uden betaling udarbejder en elektronisk lejekontrakt, som lejere og udlejere kan underskrive med NemID. Ifølge selskabets adm. direktør, Anders Hyldborg, er der kamp om at være den portal, som forbinder lejere med deres fremtidige bolig. Boligportal sidder på over 50 pct. af markedet og konkurrerer med selskaber som Lejebolig.dk, fortæller direktøren.
Derfor skal den seneste ydelse være endnu et trækplaster, der kan styrke Boligportals markedsposition. Tidligere har Boligportal taget penge for deres flytte synservice.

“Vi styrker vores nuværende position som Danmarks største lejebolig platform ved nu at tilbyde udlejere endnu en digital service. Når vi vælger at tilbyde servicen gratis, så håber vi at få en bedre position hos udlejerne,” siger Anders Hyldborg, adm. direktør hos Boligportal.

I Boligportals digitale flyttesyn er der en række trin, som man som udlejer og lejer følger, når et lejemål skifter lejere. Gennem produktet har man et værktøj til at tage billeder for at dokumentere lejemålets stand, og parterne kan skrive under, når de er enige om standen på boligen.

Håber på kraftig vækst
Selskabets digitale flyttesyn blev oprindeligt lanceret for tre år siden, og direktøren fortæller, at der i dag bliver foretaget “et tocifret antal tusinde” flyttesyn om året gennem produktet. De seneste to år har Boligportal arbejdet på en helt ny platform, der bygger på en ny teknologi, og det har åbnet op for, at Boligportal har kunnet opdatere de digitale services.

“Vi håber at se en markant stigning i antallet af digitale flyttesyn, og at forholdet mellem lejere og udlejere bliver styrket,” siger direktøren. “Når vi vælger at tilbyde servicen gratis, så håber vi at få en bedre position hos udlejerne”.

Anders Hyldborg fortæller, at lanceringen af den digitale lejekontrakt med det samme betød en fordobling af antallet af lejekontrakter, som blev underskrevet gennem Boligportal. Han håber også, at antallet af digitale flyttesyn vil blive fordoblet med den nye, opdaterede service – gerne inden for den første måned. “Vi skabte flere match ved at gøre lejekontrakten nemmere tilgængelig. Det er de samme mekanismer, vi håber vil give en kraftig vækst i antallet af flyttesyn,” siger han.

Selvom Boligportal på et par måneder har lagt to digitale services ud til fri afbenyttelse, så henter selskabet indtægter fra lejere, der skal betale for at få adgang til kontaktinformationer på de boliger, de finder i søgninger gennem portalen. Udlejere kan også give penge for at promovere deres annoncer på hjemmesiden. Boligportal får også provision fra partnere, når kunder tilvælger elselskab og bredbånd gennem digital lejekontrakt og flyttesyn. Når flere bruger funktionerne, får Boligportal også adgang til data, som hjælper firmaet til at tilpasse deres produkter, fortæller Anders Hyldborg. Boligportal har mere end fire mio. besøgende hvert år og formidlede, ifølge Anders Hyldborg, mere end 100.000 boliger sidste år.

Artiklen er udgivet af Børsen og den kan downloads her.

Close Menu