Skip to main content

Danmarks største lejeboligplatform BoligPortal oplever stor efterspørgsel på selskabets ejendomsdata indsamlet gennem 20 år, der kan optimere kundernes porteføljer og identificere nye investeringer.

Data fra lejeboligmarkedet i milliardvis giver BoligPortals kunder helt nye muligheder for at fremskrive tomgang, estimere mulige nye investeringer og afdække hvor meget boligsøgende er villige til at betale for lejemål i en given bydel og helt ned på gade-niveau. Det er bare en brøkdel af det, som virksomheder med interesse i ejendomsmarkedet kan danne sig et overblik over med BoligPortals dataløsning, som bunder i 20 års indsamlet data og rummer værdifuld viden om lejeboligmarkedet.

– Vi har arbejdet med data i mange år, men det er helt tydeligt, at vi lige nu rammer en efterspørgsel fra branchen, hvor data spiller en større og større rolle. Flere aktører på ejendomsmarkedet vil efterspørge vores dataløsning til at validere businesscases og tilpasse investeringer til den faktiske efterspørgsel. Løsningen er efterspurgt af både den lille udlejer og den store ejendomsudvikler, der for alvor har fået øjnene op for, hvor værdifuldt analysearbejdet kan være for deres forretning, oplyser Anders Hyldborg, administrerende direktør, BoligPortal.

Han fortæller, at virksomheden gennem de seneste tre år har arbejdet intenst på at blive klar til nye produkter. Og i dette forløb blev det klart, at man skulle have mere ud af de milliarder af data, der er samlet gennem 20 år.

– Ved hjælp af disse mange data kan vi lave nogle ret præcise analyser om fremtiden, og blandt andre investorer vil meget gerne høre om fremtiden, fortæller Anders Hyldborg.

Dataværktøjet giver adgang til live at foretage dybdegående analyser, hvor flere milliarder datapunkter analyseres på under et sekund, af et vilkårligt område i Danmark.

Afgørende for bæredygtighed
Hos to af de førende ejendomsselskaber NREP og Birch Ejendomme har man indgået en aftale med BoligPortal, der giver adgang til den omfattende mængde data.

– Data er helt afgørende for vores arbejde med at gøre ejendomme mere bæredygtige, effektive og tilpasset kundernes behov. Med BoligPortals løsning og dataplatform har vi adgang til en stor mængde information, som vi kombinerer med egne data og data fra andre eksterne datakilder. Herigennem kan vi træffe bedre beslutninger til fordel for miljø, kunder, fællesskaber og byer. Vi kigger ind i en fremtid, hvor data bliver stadig vigtigere for at træffe de rigtige beslutninger og for at innovere i samme tempo som hidtil, siger Kell Møller, Head of Digitalization i NREP

Anders Hyldborg, administrerende direktør i BoligPortal fortæller, at dataplatformen rummer store muligheder for udlejere. De kan eksempelvis sammenligne huslejerne i et område og bruge dataene til at vurdere, om deres annoncering er optimal i et specifikt område. Thomas Bertelsen, partner hos Birch Ejendomme er enig i, at dataportalen er et særdeles brugbart værktøj for ejendomsbranchen.

– Tilgængeligheden af mange data er til stede i dag, men den største udfordring er at samle al den nødvendige information ét sted, som giver overblik og muligheden for at træffe beslutninger på et oplyst grundlag. BoligPortal er på lejeområdet nået langt med at løse denne problemstilling, og vi har med vores samarbejde med BoligPortal fået et analyseværktøj, som vi kan bruge sammen med egne datapunkter og analyser. Vi kan på den måde effektivt – og i realtid – danne os et godt og robust overblik over den historiske udvikling såvel som nutiden og forventningerne fremadrettet, siger Thomas Bertelsen.

Branchens sparringspartner
BoligPortal har de senere år øget deres strategiske fokus på at blive ejendomsbranchens professionelle sparringspartner. Konkret betyder det, at der med afsæt i data om lejeboligmarkedet udvikles serviceløsninger til udlejere og andre aktører inden for boligudvikling, pension, investering og generelt finansielle institutioner.

– Vi er i fuld gang med at udbygge vores forretning fra at være en lejeboligplatform for lejeboliger til at blive en strategisk samarbejdspartner med 360 graders serviceløsninger til ejendomsbranchen. Vi udvikler konstant vores services for at kunne tilbyde endnu mere
– og med en målsætning om at være en endnu tættere samarbejdspartner for branchen. Vi vil digitalisere og via data optimere porteføljer og lede vores kunder hurtigt og effektivt mod nye og strategisk givtige investeringer, lyder det fra Anders Hyldborg.
Han tilføjer, at man i BoligPortal konstant arbejder med at udvikle nye værktøjer i et højt udviklingstempo, for som han siger: »Det er hele tiden et ræs om at levere mest værdi til kunderne.«

Artiklen er udgivet af Sjællandske Nyheder og den kan downloades her.

Close Menu