Skip to main content

BoligPortal, der er del af Digital Services i North Media, passerede lidt af en milepæl i 2023. Faktisk havde adm. direktør Anders Hyldborg i nogle år haft i tankerne, hvordan det ville være at runde de første 100 mio. kr. i omsætning. 

”Det er stærkt, at vi er kommet så langt, og at bundlinjen også er fulgt med. Når det er sagt, så er det primære, at vi tilbyder mange forskellige services og leverer værdi til kunderne,” siger han.

BoligPortal er Danmarks vigtigste samlingspunkt for udlejere og lejeboligsøgende. Det gælder alle lejeboliger – lejligheder, værelser, huse, rækkehuse og studieboliger. Både professionelle og private udlejere finder deres lejere via Boligportal.dk. I 2023 var der 136.135 boliger på platformen, næsten 27.000 danske udlejere og over 650.000 månedlige besøgende på hjemmesiden.

Et billede, der indeholder tekst, Font/skrifttype, skærmbillede, nummer/tal

Automatisk genereret beskrivelse

Data Insights – mere præcise vurderinger

BoligPortal indeholder flere servicetilbud til lejere, administrationsservices til udlejere samt opsamling og salg af markedsdata. Lejeboligplatformen udgør dermed ét samlet univers af services for kunderne.

”Vi leverer værdi til udlejerne i form af lejere til deres boliger, men også via alle vores servicetilbud til både udlejere og lejere. Vi har et unikt datagrundlag, som bliver stærkere og stærkere på alle parametre. Senest har vi lavet en aftale med Nykredit, som ønsker at vurdere værdien af erhvervsejendomme og analysere lejeboligmarkedet mere præcist. Deres nye boligvurderinger bliver mere strømlinede, objektive og let tilgængelige og trækker på live data,” fortæller Anders Hyldborg.

Salg af markedsdata ligger i forretningsområdet Data Insights, hvor Anders Hyldborg fortsat ser et stort potentiale, og hvor han forventer øget efterspørgsel.

Udviklingsrejsen fortsættes

2024 bliver endnu et år, hvor BoligPortal udvikler massivt. En stor del af 2023 blev brugt til at skabe endnu bedre produkter – den indsats fortsættes i 2024. BoligPortal fortsætter udviklingsrejsen hen mod at integrere alle services herhjemme og i Sverige i ét samlet univers med fælles struktur for kunder, lejemål og data og bestående af isolerede mikroservices. Selskabet rekrutterer fortsat IT-udviklere for at komme i mål med den ambition.

BoligPortal forventer lavere vækst i omsætningen i 2024 baseret på fortsat fremgang i kerneforretningen, men hvor annonceindtægter ligger på et lavere niveau end i 2023. Her var udbuddet også rekordhøjt i markedet. Driftsresultatet forventes på niveau med 2023, da det strategiske fokus på at skabe ét samlet univers for lejere og udlejere kræver fortsatte investeringer i optimering og automatisering.

Close Menu